S afviser at spæne fra udlændinge-løfte

- Vi har en tilstrækkelig udlændingelovgivning nu. Og vi behøver ikke at gøre mere på det område.

Sådan lød det i november, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, annoncerede en "nok er nok"-kurs på udlændingeområdet.

Men på fredag vil partiet i fællesskab med Socialistisk Folkeparti sige ja og amen til et forslag fra regeringen om at flere udlændinge skal udvises, hvis de begår grov kriminalitet.

Det har fået partnerne i Det Radikale Venstre til at beskylde Socialdemokraterne for at spæne fra deres bebudede stramnings-stop, men det er "en forvrængning", mener Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen.

- Det her har ikke noget med integration at gøre. Det her handler om folk, der har begået noget kriminelt.

Spørgsmål: Så når det handler om dømte udlændinge, så gælder Helle Thornings løfter på udlændingeområdet ikke?

- Lige præcis. Det handler om regler for eksempelvis familiesammenføringer, som der er behov for ro på.

Spørgsmål: Er der andre områder, hvor stramningsstoppet ikke gælder?

- Jeg fortalte dig det lige før, ikke? Helle påpegede, at det gælder områder som familiesammenføring og permanent ophold, hvor der hele tiden bliver ændret og strammet og strammet og strammet. Og der sagde helle, at "nu må det stoppe", siger Henrik Dam Kristensen.

De Radikales Marianne Jelved siger onsdag til Berlingske, at "det strider imod det, som Helle Thorning har sagt" på udlændingeområdet.

Og så Venstre har fundet riven frem:

- Det forslag, som Socialdemokraterne og SF nu bakker op om vil føre til betydeligt flere udvisninger. Det er da dejligt, at de støtter det, men det gør Helle Thorning meget utroværdig, siger partiets integrationsordfører, Karsten Lauritzen.

/ritzau/

S vil udvise flere udlændinge, selvom Helle Thorning har svoret stramnings-stop. Men det tæller ikke, mener S.

Offentliggjort Sidst opdateret