Trods kritik fra støttepartierne går Socialdemokraterne og SF til valg på planen "En Fair Løsning", som skal skaffe 15 milliarder kroner fra arbejdsmarkedet efter trepartsforhandlinger med fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
Hvis De Radikale og Enhedslisten er imod, må de nedstemme resultatet.
Det siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen. I Politiken kritiseres planen af De Radikales leder Margrethe Vestager og Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, som aktivt vil modarbejde planens hovedhjørnesten, længere arbejdstid.
- Så er det op til Det Radikale Venstre og Enhedslisten, om det er noget, de vil stemme ned. Det er jo deres valg. Men vi har altså tænkt os at forfølge den idé, siger han.
S-SF frygter ikke planen, skønt flere faglige ledere har afvist at finde hele beløbet ved længere arbejdstid. Det understreger Henrik Sass Larsen.
- Alle de ansvarlige ledere, som sidder med overenskomsterne, har sagt: Vi skal nok finde de 15 milliarder kroner. De har direkte skrevet, at de ikke ryster på hånden, siger han.
Socialdemokraterne garanterer, at efterlønnen ikke røres, hvis regnestykket ikke går op, men peger på flere "positive incitamenter" som en hurtigere vej gennem uddannelsen eller lavere sygefravær, påpeger han.
Regnestykket går ikke op uden længere arbejdstid, siger Arbejdsmarkedskommissionens formand, Jørgen Søndergaard, til Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Vi har ikke lavet en udtømmende liste, som er det eneste, man kan komme med. Men i sidste instans kommer man heller ikke udenom, at vi kommer til at arbejde noget mere, siger Henrik Sass Larsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker