S bakker op om Søvndals lærerløfte

Hvis folketingsflertallet skifter ved næste valg, bliver der flere lærere per elev til at lære de mindste skolebørn at læse og regne.

Socialdemokraterne bakker således op om SF-formand Villy Søvndals løfte om, at en ny rød regering vil garantere to lærere eller undervisningsassistenter i hver af de små klasser i dansk og matematik.

- Lad mig her i dag give jer et helt konkret løfte. Når SF kommer i regering vil vi sørge for, at børnene har to lærere - eller undervisningsassistenter - i de små klasser. I både dansk og matematik. Sådan bliver det. Det kan i regne med - med SF i regering, lød det således, da Villy Søvndal fredag indledte SF's landsmøde i Odense Congress Center.

Og Socialdemokraterne er enige.

Selv om Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, nøjes med at konstatere, at det "kan være en god idé", er det store oppositionspartis politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, mere klar i mælet:

- Vi er positive over for tankegangen. En af de vigtigste ting for en ny regering er at få vendt uddannelseskurven. Det kræver, at unge får den bedste læring, siger Henrik Sass Larsen.

Spørgsmål: Villy Søvndal siger, at det er et løfte, er det også et løfte fra jer?

- Ja, for vi skal have vendt udviklingen, lyder det fra Henrik Sass Larsen.

Det er ikke første gang, SF foreslår, at skoleelever skal have to lærere i klasselokalerne. Men forslaget har ikke før været lanceret som et egentligt valgløfte.

/ritzau/

Socialdemokraterne støtter SF-formand Villy Søvndals valgløfte om, at de mindste skolebørn skal have to lærere eller undervisningsassistenter per klasse.

Offentliggjort Sidst opdateret