S: Besparelser rammer børn og ældre

Det bliver børnene i de kommunale daginstitutioner og de ældre på plejehjemmene, der kommer til at holde for, når der i de kommende år skal fyres op mod 8000 kommunalt ansatte.

Det mener Socialdemokraterne, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har annonceret, at kommunerne skal spare fire milliarder kroner fra 2012-2013, og at det vil betyde fyringer i det offentlige.

- Man siger, at det ikke skal være hos de svageste, på skolerne eller på sundhedsområdet, at regningen skal betales. Så bliver det jo ældre og børn, der er tilbage og som skal betale regningen, siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen.

Han mener, at regeringen står med en "klar tilståelsessag", fordi den nu toner rent flag og signalerer fyringer og massive besparelser på statens og kommunernes budgetter.

- Indtil for nylig hævdede regeringen, at dem, der var ansat i den offentlige sektor i dag, de er det også i morgen. Nu ser vi, hvilket samfund regeringen ønsker, siger Henrik Sass Larsen.

I alt skal der spares 10 milliarder, der i stedet skal bruges på sundhed, skoler og udsatte, forklarer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Han vil dog ikke komme med anvisninger på, hvor kommunerne skal finde pengene.

- Vi har kommunalt selvstyre, og det må være op til den enkelte kommunalbestyrelse at vurdere, hvor der skal spares, siger han.

Staten skal barbere seks milliarder kroner af budgettet i de kommende år, og statsministeren har bedt hver enkelt af sine ministre komme med forslag til, hvordan de hver især vil spare 0,5 procent på hvert deres område.

/ritzau/

Socialdemokraterne frygter, at det vil ramme børn og ældre, når kommunerne i de kommende fire år skal spare fire milliarder og fyre op mod 8000 ansatte.

Offentliggjort Sidst opdateret