S-borgmesteraspirant: Rygte om rævekage i Slagelse er rent spin
Tidligere folketingsmedlem John Dyrby Paulsen (S) er stadig overbevist om, at han bliver borgmester i Slagelse, selv om den nuværende Venstre-borgmester ikke har givet op. Foto: /ritzau/Lars Krabbe
/ritzau/Lars Krabbe
Der er fortsat flertal bag mig, siger John Dyrby Paulsen. Men konstitueringsforhandlinger trækker ud.
Det er rent Venstre-spin, at der skulle være gang i en rævekage i Slagelse Kommune.
Det siger John Dyrby Paulsen (S), der er i færd med at forhandle en konstitueringsaftale på plads med ham selv som borgmester.
Ifølge Dyrby Paulsen er der stadig flertal bag hans borgmesterkandidatur.
- Vi forhandler stille og roligt videre, siger Dyrby Paulsen.
Rygterne om en rævekage er opstået, efter at den nuværende borgmester, Stén Knuth (V), onsdag har udtalt til blandt andet TV2, at forhandlingerne hos Dyrby Paulsen skulle være brudt sammen. Og at han derfor havde inviteret Dansk Folkeparti og Liberal Alliance til forhandlinger.
- Det er for tidligt at sige, at der er en ny borgmester i Slagelse, sagde Stén Knuth.
Men de to partier står ifølge Dyrby Paulsen stadig bag den aftale, der blev indgået på valgnatten, nemlig at S skal have borgmesterposten.
- Det er rent Venstre-spin, siger han.
- Vi sad og spiste med Liberal Alliance, efter at vi havde formuleret noget af konstitueringsaftalen. Så kunne den ene af LA-folkene vise mig en artikel, hvor der stod, at de var til møde med Stén Knuth, fortæller Dyrby Paulsen.
Det er ikke usædvanligt, at aftaler indgået på valgnatten bliver brudt. Derfor har Stén Knuths meldinger onsdag fået mange til at spekulere i, om for eksempel LA, der tidligere har støttet Venstre-borgmesteren kunne finde på at gøre det igen.
Men det er ikke LA, Dyrby Paulsen er nervøs for.
- Det meste af det er rent Venstre-spin. Men vi har haft en lidt kedelig oplevelse med Radikale Venstre, der pludselig syntes, at man skulle prøve nogle andre ting, siger han.
Dyrby Paulsen understreger, at alle partier fortsat er velkomne til at slutte sig til flertallet, og de vil også få lov at være med til at bestemme den politiske kurs. Han tør ikke spå om, hvornår en aftale kan være på plads.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned