S-borgmestre til Thorning: Hold dig væk i vores valgkamp
Normalt er borgmestrene vilde efter at få statsministeren til at kaste glans over sig i kommunalvalgkampen. Men telefonen i Statsministeriet står ikke og hopper og danser i øjeblikket.
En stribe socialdemokratiske borgmestre melder, at et besøg af deres egen statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ved det kommende kommunalvalg ikke har interesse.
- Det, vi har brug for heroppe, er ikke hendes stiletter, vi har brug for træsko, siger borgmester i Hjørring, Arne Boelt (S).
- Den halve time, hun kommer og deler roser ud, tror jeg ikke hjælper for to kroner, tilføjer han.
Kritikken kommer, netop som Socialdemokraterne har taget nye dyk i meningsmålingerne.
Røster i S-baglandet har beskyldt partitoppen med Thorning i spidsen for at føre borgerlig politik. Især vækstplanen med lavere selskabsskat og beskæring af SU og kontanthjælp har været en torn i øjet.
- Vi havde Helle Thorning ude dengang (ved kommunalvalget i 2009, red.), hun gik ind for at bruge pengene på velfærd og ikke på skattelettelser - dengang var hun velkommen, siger Frederiksbergs viceborgmester, Katrine Lester.
Derfor taster hun heller ikke nummeret til Statsministeriet:
- Vi kan godt kaste glans over os selv, vi behøver ikke hjælp udefra, siger Katrine Lester.
I Herlev kan borgmesteren ikke få øje på nogen statsministereffekt ved at få Thorning på besøg til november.
- Når vi skal til kommunalvalg, så handler det om Herlev, og Herlev-borgerne skal tale med mig, om hvad vi skal med Herlev. Vi har ikke brug for Christiansborg eller andre til at blande sig, siger borgmester Thomas Gyldal Petersen.
DR Nyheder har talt med en lang række socialdemokratiske borgmestre. Mange vil gerne have besøg af statsministeren i kommunalvalgkampen. Men flere anonyme borgmestre mener derimod, at hun er "arrogant" og ikke "smadderpopulær".
Helle Thorning-Schmidt er på officielt besøg i Afrika og ønsker ikke at svare på kritikken, før hun kommer hjem, skriver DR Nyheder.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker