Tusindvis af lavtlønnede børnefamilier med børn i daginstitutioner må se regeringens skattelettelser forsvinde til stigende institutionstakster. Det viser beregninger fra Socialdemokraterne baseret på tal fra Finansministeriet og Danmarks Statistik.
En familie i lejebolig med en samlet husstandsindkomst på en halv million kroner om året kan ifølge Finansministeriet næste år se frem til at skulle betale 4640 kroner mindre i skat.
Men hvis familien samtidig har to børn i vuggestue og børnehave, skal den kun regne med at få 223 kroner mere om året, hvis børnenes institutionspladser følger de gennemsnitlige takststigninger. Pladserne stiger nemlig med 4417 kroner i 2010.
- Det viser, at skattelettelserne er et bluffnummer. Familierne går på arbejde og har behov for pasning. Og så får de ingenting. Eller rettere - de får besparelserne i kommunerne. Det er bluff at tale om, at de her mennesker har fået skattelettelser, siger familieordfører for Socialdemokraterne Mette Frederiksen.
Socialdemokraterne anslår, at mindst 20.000 af dem bliver berørt.
Venstres familieordfører, Louise Schack Elholm, afviser regnestykket. For takststigningen modsvarer i stort omfang den ekstra betaling som følge af de nye frokostordninger i institutionerne, siger hun.
- Så man kan ikke sammenligne. Det er et andet tilbud. Og vi må have en forventning om, at forældrene også har brugt penge på at lave madpakker før frokostordningen. Yderligere må vi forvente, at taksterne falder mange steder næste år, fordi frokostordningerne bliver frivillig og fordi betalingsmodellen ændres, siger hun.
Stigningen hænger blandt andet sammen med indførelsen af frokostordninger i børnehaverne, oplyser Danmarks Statistik.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker