Den danske regering skal med et lånt udtryk fra Irak-krigen samle en "coalition of the willing" i klimakampen.
Sådan lyder et nyt forslag fra Socialdemokraterne, efter at flere EU-lande med Tyskland og Frankrig i spidsen har sagt fra overfor at øge EU's klimaambitioner.
En ny analyse fra EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, viser ellers, at den økonomiske krise har gjort det langt billigere for EU at gå fra 20 til 30 procents reduktion i CO2-udslippet.
Men uden støtte fra alle lande kan idéen ikke omsættes til EU-politik, og så må Danmark gå udenom EU-systemet, mener Socialdemokraterne.
- Den danske regering burde gå forrest og samle en "coalition of the willing" af de lande, som vil gå foran. Her er der alletiders chance for, at Danmark kan udvise lederskab, siger energiordfører Ole Hækkerup (S).
Mens Tyskland og Frankrig ventes at spænde ben for den øgede klimaindsats, så håber Socialdemokraterne, at traditionelt klimavenlige lande som Sverige og Storbritannien vil være positivt indstillede overfor et sådant forslag.
Og selvom større klimaambitioner på kort sigt er lig med større udgifter, så kan Danmark også nyde godt af en større satsning på grøn teknologi, påpeger Ole Hækkerup.
- Selvfølgelig vil det koste nogle penge at sørge for, at Danmark ikke bliver taberen i globaliseringen. Men vi har ikke noget valg. Den eneste vej ud af krisen er, at vi bliver ved med at have nogle områder, hvor vi ligger i spidsen, siger han.
Netop risikoen for, at EU sakker bagud i forhold til lande som Kina og Indien, når det gælder grøn teknologi, bliver også brugt af Connie Hedegaard til at begrunde en bevægelse fra 20 til 30 procent.
- Andre regioner bevæger sig, og det går hurtigt. Hvis vi (EU, red.) står stille, vil vi tabe vores førerstatus, siger Connie Hedegaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker