S: Danske piratjægere skal ikke tage fanger

- Det mest optimale er at retsforfølge piraterne, men vi må erkende, at det er svært. Og så er der ingen grund til at tage dem om bord som fanger, sikre beviserne og løslade dem igen, siger Bjarne Laustsen, Socialdemokraternes forsvarspolitiske ordfører.

- Jeg er åben overfor at ændre det mandat. Det virker mere fornuftigt, at man i stedet afvæbner piraterne og lader dem sejle i stedet for at tage dem til fange, det vil jeg meget gerne diskutere, siger han.

Meldingen kommer dagen efter, at det danske krigsskib landsatte 17 formodede pirater på en strand i Somalia, efter at de havde siddet fanget på Absalon siden 27. februar. Når Danmark lod de formodede pirater gå, er det fordi, man ikke har kunne finde noget land, der vil indlede en retssag mod dem.

Bjarne Laustsen tilføjer, at det dog ikke er den optimale situation blot at afvæbne pirater og lade dem gå.

- Men formålet er ikke at tage så mange fanger som muligt, men forhindre angreb, siger Bjarne Laustsen.

Frømænd, konstabler, sergenter og militære politifolk er frustrerede over, at de må sætte pirater i land efter at have holdt dem tilfangetaget i ugevis om bord og sikret beviser.

Kommunikationsansvarlig hos Centralforeningen for Stampersonel, Helle Kolding, er glad for meldingen fra S.

- Vi har i tre år savnet klare retningslinjer, og det vil være super, hvis de endelig kommer. Det er meget frustrerende, at piraterne kan skyde på danske krigsskibe og på os danske soldater, og så skal vi bare sætte dem fri igen.

- Når der er piratfanger om bord på krigsskibene, ligger alt andet stille og vi eftersøger ikke nye piratmoderskibe eller border dem, når der er fanger om bord - det skulle da lige være, hvis der opstod noget akut, siger Helle Kolding.

Den danske piratjagt har varet i tre år. Omkring 270 pirater har været fanger om bord på de danske krigsskibe Esbern Snare og Absalon. Kun knap 40 er det lykkedes danske myndigheder at udlevere til retsforfølgning.

/ritzau/

Står det til Socialdemokraterne skal danske piratjægere i fremtiden ikke tage pirater til fange og bruge tid på at sikre beviser.

Offentliggjort Sidst opdateret