S: DF-kritik varsler regeringens fald

Balladen i den borgerlige lejr får - måske ikke overraskende - Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til at varsle regeringens snarlige fald.

- Det er en ordentlig bredside og et meget skarpt angreb, og det må jo varsle, at der er et reelt sammenbrud på vej i forhold til det borgerlige Danmark, lyder hans vurdering af Dansk Folkepartis angreb på regeringen.

DF-formand Pia Kjærsgaard beskylder blandt andet regeringstoppen, udenrigs- og vicestatsminister Lene Espersen (K) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), for at have et ledelsesproblem efter en række problemsager på det seneste.

DF har ofte før kritiseret regeringen, uden at det af den grund har væltet regeringen, men denne gang er det noget andet, hævder Henrik Sass Larsen.

- Nemlig, at man (DF, red.) ligefrem går ud og kritiserer essensen af det, man samarbejder med, nemlig regeringsledelsen. Altså siger at regeringsledelsen ikke er god nok. Det var noget andet, hvis det var konkrete politikområder, man var uenige om, mener Henrik Sass Larsen og tilføjer:

- I det her tilfælde går DF jo ind og siger, at personen Lars Løkke Rasmussen og personen Lene Espersen faktisk ikke magter den opgave, de er sat til, nemlig at lede landet.

Spørgsmål: Men Pia Kjærsgaard afviser jo, at hun truer med at bryde samarbejdet. Kritikken er "bare" en opfordring til at stramme sig an?

- Ja, men hvis man laver et så tilintetgørende angreb på sine samarbejdspartnere, så har de jo svært ved at komme igen. Derfor kan vi ikke se andet end, at de her forsøger at stemmemaksimere ovre hos Dansk Folkeparti, inden ballet lukker for det borgerlige, siger Henrik Sass Larsen.

/ritzau/

Det borgerlige bal er ved at slutte, og derfor forsøger DF nu med partiets regeringskritik at stemmemaksimere, mener Socialdemokraterne.

Offentliggjort Sidst opdateret