S: DSB må også bidrage til besparelser
DSB får cirka 300 millioner kroner mindre af staten i 2013, hvis regeringens finanslovforslag gennemføres.
For selvom regeringen gerne vil styrke den kollektive trafik, må der spares over hele linjen, forklarer Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn.
- Udgangspunktet for regeringen er at gå alt efter i sømmene for at se, om vi ikke kan gøre tingene billigere. Og det kommer også til at betyde, at DSB skal prøve at drive sin virksomhed mere rationelt, siger han til Ritzau.
Besparelsen kommer på et tidspunkt, hvor DSB i forvejen har problemer med at få forretningen til at løbe rundt, og i første halvdel af 2012 har den statsejede virksomhed oparbejdet et underskud på 125 millioner kroner før skat.
- Vi er meget opmærksomme på DSB's udfordringer, og derfor valgte vi sidste år at udskyde besparelsen. Men man er nødt til at bidrage hele vejen rundt i samfundet, og derfor skal DSB også bidrage i år, forklarer Rasmus Prehn.
DSB's økonomidirektør, Jacob Kjær, har i en skriftlig kommentar til Ritzau advaret om, at besparelsen kan komme til at ramme køreplanen.
Men det mener Rasmus Prehn, at virksomheden kan undgå ved i stedet at skære i organisationen.
- Jeg håber ikke, det her kommer til at betyde, at der kommer færre køreplantimer. Jeg håber, DSB foretager den nødvendige trimning af organisationen, så man kan få bedre togdrift til færre penge.
- Det er en hård opgave, men det er det, der er ambitionen, siger han.
Han føler ikke, regeringen med besparelsen er gået imod sin egen målsætning om at styrke den kollektive trafik.
- Jeg synes, vi gør rigtig meget for den kollektive trafik. Vi har lavet massive investeringer i eksempelvis broer og signalprogrammer, så DSB's muligheder for togdrift er meget bedre, end de var for bare nogle få år siden, påpeger Rasmus Prehn.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned