S efterlyser 5 gode idéer til Folketinget

En ny konkurrence, som Pernille Rosenkrantz-Theil (S) står bag, skal give danskerne mulighed for at stille forslag i Folketinget.

Det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten mener, at regeringen står for magtarrogance og en fladpandet debatkultur. Og for at trække i en anden retning giver hun nu danskerne mulighed for at bidrage med gode forslag til forandringer.

- Der skal være kortere mellem borgerne og politikerne. Vi skal udnytte aktivt, at folk er godt uddannede, højt begavede og har masser af holdninger, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ved konkurrencens afslutning vil Rosenkrantz-Theil udvælge de fem bedste forslag og fremføre dem i Folketinget.

- Forslagene skal vælges ud fra to parametre. Der skal være en regulær problemstilling og et godt løsningsforslag. Og så skal jeg selvfølgelig være enig i forslaget, siger hun.

Venstres politiske ordfører Ellen trane Nørby er dog langt fra positivt stemt over for konkurrencen.

Hun spørger, om ikke Rosenkrantz-Theil selv har nogle politiske forslag.

- Det er da bekymrende, at hun har brug for andre til at formulere idéer for sig. Politikere skal jo selv fremlægge åbne og ærlige idéer, og så kan vælgerne beslutte sig ud fra det, siger Ellen Trane Nørby.

Den køber Pernille Rosenkrantz-Theil dog ikke.

- Jeg synes, at flere hjerner tænker bedst. Det er ikke min opgave at sidde isoleret og tro, at jeg kan komme på alting selv, siger hun og fortsætter:

- Demokratiets værste fjende er de folk, der tror, at de kan sidde i lukkede kontorer og finde på regler til resten af befolkningen.

Hun understreger samtidig, at de borgerlige partier skal være velkomne til se nærmere på de forslag, som stemmer overens med deres værdier.

Det tilbud vækker dog ikke synderlig begejstring hos Ellen Trane Nørby.

- Der er allerede mange danskere, der sender forslag og idéer ind til os politikere. Og hvis Pernille Rosenkrantz-Theil har nogle gode forslag liggende, så kan hun sende dem ligesom alle andre, siger Ellen Trane Nørby.

/ritzau/

Rosenkrantz-Theil vil høre danskernes forslag til forandringer i en konkurrence. Latterligt, mener Venstre.

Offentliggjort Sidst opdateret