S har tillid til Ole Sohn som minister

SFs gruppeformand, Ole Sohn, kan sagtens blive en god minister i en socialdemokratisk ledet regering. Han har lagt afstand til sin fortid som DKPs formand fra 1987 til 1991.

Sådan siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, efter at SF's fødevareordfører, Kristen Touborg, i Ekstra Bladet foreslår, at Ole Sohn skal undskylde sin kommunistiske fortid.

- Ole har i mange år arbejdet i SF med SFs politiske grundlag. Der er ingen grund til at sætte tvivl ved hans demokratiske sindelag eller hans holdninger. Det bedømmer vi ham på. Så kan man tage en historisk diskussion om, hvad der var rigtigt og forkert, siger Henrik Sass Larsen.

Han tvivler på, at sagen skader det røde regeringsalternativ, fordi Ole Sohn forlængst har lagt afstand til fortiden. Ifølge Henrik Sass Larsen er sagen led i de borgerliges politiske kampagne for at sværte og svække Ole Sohn.

- Der er ingen tvivl om, at nogen har tilrettelagt dette med henblik på at lave en tilsværtning af Ole Sohn. Jeg har mistænkt for eksempel Venstre, som har oprettet fokusgrupper om sagen. Det kom frem i altinget.dk for nylig, siger Henrik Sass Larsen.

Han mener, at de borgerlige vil dreje interessen væk fra politik, fordi de er bagud på point i meningsmålingerne.

Spørgsmål: - Men I har selv været ude efter Lene Espersen?

- Hun er minister. Det handler ikke om, hvad hun har ment som KU'er, men hvad hun foretager sig, fordi hun sidder med ansvaret.

Spørgsmål: - Har vælgerne ikke krav på at vide det samme om Ole Sohn som kommende minister i en S-ledet regering?

- Man har krav på at vide, hvilken politik han står for, hvis han bliver valgt. Det er måske lidt meget at bede Ole Sohn stå på mål for alt, der skete, inden Muren faldt. Han har lagt afstand til det, siger Henrik Sass Larsen.

/ritzau/

Socialdemokraterne tvivler ikke på Ole Sohns demokratiske sindelag. Han har gjort op med fortiden som DKPs formand, siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen

Offentliggjort Sidst opdateret