Kommunerne straffes ikke af Socialdemokraterne, fordi de har brugt 4,9 milliarder kroner mere end aftalt med regeringen. Partiet vil tværtimod give flere penge til kommunerne, fordi udgifterne er nødvendige til handicappede, udsatte børn, ældre og andre grupper.
Det siger Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov. Han mener ikke, at regeringen har råd til at indgå budgetaftaler efter "store ufinansierede skattelettelser".
- Regeringen ligger, som den har redt. Årsagen til budgetoverskridelserne er - set med vores briller - at regeringen ikke har villet lave en tilstrækkeligt rummelig aftale, siger han.
Derfor vil Socialdemokraterne ikke tvinge kommunerne til at refundere 4,9 milliarder kroner. Partiet vil ligesom regeringen indgå flerårige aftaler med kommunerne, men med en større økonomisk ramme, påpeger Morten Bødskov.
- Vi har fremlagt en plan, som øger de kommunale udgifter samt visse skatter og afgifter. Kommunerne får det nødvendige råderum til at styre pasningen af vore børn, indsatsen i folkeskolen og hjælpen til handicappede, siger han.
Morten Bødskov venter "årtiers sværeste budgetforhandlinger" med en manko på 4,9 milliarder kroner samt et krav om kommunal nulvækst med et sparekrav på fire milliarder kroner.
Spørgsmål: - Hvordan vil Socialdemokraterne få kommunerne til at overholde deres aftaler?
- Ved at lave en ramme, som kommunerne kan overholde. Der vil selvfølgelig også være sanktioner i vore aftaler, men de vil være aftalt på forhånd og ikke komme som en tyv om natten. Endelig vil vi lave flerårige aftaler, siger Morten Bødskov.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde