S-kritik af ghettoudspil: Lejerne betaler regningen
S-formand Mette Frederiksen mener, at lejerne betaler regningen for regeringens ghettoudspil. Foto: Scanpix/Keld Navntoft
Scanpix/Keld Navntoft
Regeringen vil bruge 12 af 21 milliarder kroner i Landsbyggefonden til blandt andet nedrivning af ghettoer.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, glæder sig til forhandlingerne om regeringens ghettoudspil, hvis mål er at afvikle ghettoerne i 2030.
Der er positive aspekter i udspillet. Det tilkendegiver Mette Frederiksen i tirsdagens spørgetime med statsministeren i Folketinget.
Men hun er bekymret for finansieringen, som regeringen lægger op til.
- Det er landets lejere, der skal betale hele regningen, siger Mette Frederiksen.
Regeringen vil bruge 12 af de 21 milliarder kroner i Landsbyggefonden, som finansieres af lejerne i landets almene boliger, til nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder frem til 2026.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser den kritik fra Mette Frederiksen.
- Vi lægger op til, at der investeres 12 milliarder kroner i disse områder. Det efterlader mange penge til renovering i den øvrige del af den almene sektor, siger Løkke.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, siger om samme emne, at "vi er ikke sikre på, at regeringens forslag er, som det skal være".
Han tilføjer, at det er værd "at gå i dybden med, om det er rigtigt set" fra regeringens side.
Danmarks Almene Boliger (BL), der er interesseorganisation for over 500 almene boligselskaber, har ligeledes kritiseret finansieringen.
BL har selv regnet på udspillet. Ifølge BL er konsekvenserne følgende: Alle renoveringer uden for de udsatte boligområder kan stoppe fra 2020.
- Det er helt uacceptabelt, har Bent Madsen, der er direktør for BL, tidligere udtalt.
- Nu har almene beboere via huslejen i årevis sparet op i Landsbyggefonden, så de kan få økonomisk støtte til for eksempel skimmelrenovering, elevatorer til glæde for gangbesværede og ældre eller på andre måder helt utidssvarende boliger.
- Så er det ikke rimeligt, at de på denne måde bliver gjort til sorteper, sagde Bent Madsen tidligere på måneden.
SF-formand Pia Olsen Dyhr udtrykte ligeledes bekymring for finansieringen under spørgetimen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker