Der er feststemning i den socialdemokratiske ledelse over, at den socialdemokratiske borgmester, Nicolai Wammen (S), efter alt at dømme på et pressemøde onsdag vil melde sit kandidatur til Folketinget ved næste valg.
- Det er utrolig glædeligt. Nicolai er i dag næstformand for Socialdemokraterne, og vi har derfor et tæt samarbejde. Det vil blive en styrke for gruppen at få ham i Folketinget, lyder det fra politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S), der ikke lyder som om, at han tvivler på, at århusianerne vil sende Wammen direkte i Folketinget.
Sass Larsen afviser dog, at Nicolai Wammen ligefrem er blevet bedt om fra Christiansborg at stille op.
- Nej, det er hans egen beslutning, men vi er meget glade for at han gør det. Han vil være med til at sikre et godt valg i Århus, siger han.
Om Nicolai Wammen vil tiltrække flere stemmer end Anne-Marie Meldgaard, hvis kreds han overtager, vil Henrik Sass Larsen ikke spå om.
- Men det er klart, at han har gjort et godt stykke arbejde som borgmester, og det kvitterede vælgerne meget for ved sidste kommunalvalg. Derfor er jeg sikker på, at der er mange århusianere, der mener, at han vil være en god folketingskandidat.
Nicolai Wammen har flere gange været spået en ministerpost i en kommende S-ledet regering. Hvor vidt han indgår i de overvejelser, S-formand Helle Thorning-Schmidt måtte have om en regeringskabale, vil Henrik Sass Larsen ikke spå om.
- Det er jo sådan, at det er den socialdemokratiske formand, der vil komme til at sætte ministerholdet, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker