Socialdemokraterne anklager VK-regeringen for at have ført vælgerne bag lyset. Efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har forberedt danskerne på, at de går sparetider i møde, lyder der hårde ord fra Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.
- Regeringen løj for vælgerne, da den hævdede, at der både var råd til skattelettelser og velfærd. Det var der ikke. Socialdemokraterne havde ret, da vi sagde, vi må vælge, siger Morten Bødskov.
- I stedet bliver det nu for eksempel pensionisterne, som kommer til at få dårligere hjemmehjælp og ældrepleje, fordi bankdirektørerne skal have en halv million kroner i skattelettelse, siger han.
Han kritiserer samtidig regeringen for at have afvist, at Danmark var i en økonomisk krise og siden afviste Socialdemokraternes ønske om en hjælpepakke.
- Resultatet er, at arbejdsløsheden nu har bidt sig fast. Og igen er det de svage, som skal betale med forringelser af velfærden, siger finansordføreren.
Selv om Morten Bødskov erkender, at der nu er et hul i statskassen, så er regeringens løsning med blandt andet besparelser i kommunerne ikke løsningen.
Socialdemokraterne foreslår i stedet en vækstpakke, som skal sparke gang i økonomien, ligesom der er brug for reformer, der kan fastholde folk længere på arbejdsmarkedet og skaffe flere hænder.
Derfor ønsker Socialdemokraterne, at flygtninge og indvandrere integreres bedre, så de også kommer ud på arbejdsmarkedet, ligesom sygefraværet skal nedbringes og der skal gøres en indsats for, at folk ikke bliver hængende på kontanthjælp eller parkeres på førtidspension.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker