Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte usandt, da han i en direkte tv-duel på TV2 hævde, at S og SF vil hæve skatterne med 30 milliarder kroner. Det mener Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.
- Statsministeren fordrejer bevidst S-SF's økonomiske politik. S-SF hæver skatterne med 18 milliarder kroner, hverken mere eller mindre, siger Morten Bødskov.
Flere gange under onsdagens direkte tv-duel afbrød oppositionens leder, Helle Thorning-Schmidt, statsministeren og anklagede ham for at tale usandt om oppositionens politik.
Særligt da statsministeren hævdede, at S og SF med deres økonomiske plan vil hæve skatterne med 30 milliarder kroner og dermed pålægge erhvervslivet så store byrder, at det bliver svært at skabe nye arbejdspladser, krævede Helle Thorning-Schmidt, at statsministeren kom med en rettelse.
Lars Løkke Rasmussen fastholdt dog, at hans beregning på udspillet er korrekt.
Ifølge Morten Bødskov har statsministeren imidlertid indregnet udskydelsen af regeringens topskattelettelser, ligesom der er indregnet en teknisk fremrykning af pensionsbeskatning.
- Hverken det ene eller det andet er en skattestigning, siger Morten Bødskov. Herudover ser statsministeren bevidst bort fra, at S og SF også vil øge beskæftigelsesfradraget svarende til en skattelettelse på 4,8 milliarder kroner, mener han.
- Det er et bevidst forsøg på at fordreje debatten og skabe et skræmmebillede af S-SF's skattepolitik, siger Morten Bødskov.
Parterne får mulighed for at gå regnestykkerne igennem torsdag, hvor Folketinget holder åbningsdebat.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde