En uvildig undersøgelse er den eneste måde at få klarhed over regeringens ansvar i sagen om mishandling af fanger i Irak.
Det siger Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, efter statsministeren Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag meddelte, at Folketinget kan forvente at få en skriftlig redegørelse fra forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).
- At regeringen på den måde tror, den bare kan frikende sig selv, er nærmest udtryk for arrogance. Jeg kan med meget stor sikkerhed allerede nu forudse, at forsvarsministerens redegørelse frikender eller slet ikke omtaler regeringens rolle i sagen, og hvis der er et ansvar, der skal placeres, vil redegørelsen med statsgaranti sparke nedad mod soldaterne, der deltog i Irak-indsatsen, siger John Dyrby Paulsen i en kommentar.
Han mener, det burde være en selvfølge, at forsvarsministeren giver en skriftlig redegørelse, og den burde hun allerede have igangsat i weekenden, da de alvorlige beskyldninger kom frem gennem lækkede dokumenter til websiden Wikileaks.
- En redegørelse fra den ansvarlige minister er en selvfølge i sådanne sager, men kun en uvildig undersøgelse vil for alvor kunne placere et politisk ansvar, siger John Dyrby Paulsen.
Han mener, at så længe VKO ikke vil gå med til en uvildig undersøgelse, vil der være en mistanke om, at regeringen og de ansvarlige ministrer har noget at skjule.
På sit ugentlige pressemøde tirsdag oplyste Lars Løkke Rasmussen (V), at redegørelsen skal "give fuld klarhed over de spørgsmål, der har været rejst i medierne".
- Det er sag, som jeg og regeringen ser på med største alvor. Forsvarsministeren vil nu udarbejde en samlet skriftlig redegørelse til Folketinget om sagen. Det ser jeg som et rigtigt og nødvendig skridt i lyset af alvoren, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker