S: Naturligt at SF pudser profilen af nu

Før valgkampen skulle uenighederne mellem S og SF skjules. Nu er det i orden, at de kommer frem.

Socialdemokraterne finder det ikke spor underligt, at SF nu vil fremhæve forskellene mellem S og SF.

- Det er helt naturligt, at et parti pudser profilen af i en valgkamp. Jeg vil nærmest sige, at det er underligt ikke at fortælle, hvor man selv står som parti under en valgkamp, siger næstformand hos Socialdemokraterne Nick Hækkerup og tilføjer:

- Jeg synes også, at det er et udtryk for alliancens styrker, at man kan tale om forskelle.

Så sent som mandag svarede Villy Søvndal ellers, et par dage inde i valgkampen, at han havde taget mundkurv på. Direkte adspurgt, om han ville pege på forskelle, lød det i Information:

- Nej, det vil jeg ikke. Så kommer vi ud i noget, der efter min bedste opfattelse vil svække sandsynligheden for at få en ny regering.

Spørgsmål: Hvad siger du så til, at Villy Søvndal forleden gav sig selv mundkurv på?

- Det må du spørge Villy Søvndal om. Det skal jeg ikke kunne sige, siger Nick Hækkerup.

Men torsdag var der altså nye toner fra Villy Søvndal, der nu godt vil tale om forskelle.

Det er meningsmålingerne, som nu presser SF-formanden til at sadle om, mener politisk ekspert og tidligere SF-spindoktor Peter Goll.

- Villy Søvndal har givet nogle svage svar, hver gang han er blevet spurgt om forskellene.

- Desuden har SF stået lidt stille i meningsmålingerne i starten af valgkampen, så partiet har haft brug for at kunne svare klart på, hvad er det nu, der er særligt ved SF, siger Peter Goll.

/ritzau/

Når først valgkampen er i gang, skal partierne fortælle, hvad de står for, siger S om nye toner fra SF.

Offentliggjort Sidst opdateret