De mulige regeringspartnere Socialdemokraterne og De Radikale er lodret uenige om politiets optræden blandt andet over for etniske minoriteter.
Den radikale retsordfører Lone Dybkjær er bekymret for kulturen og brutaliteten i politiet.
- Man bør nok kikke på den kultur, der har udviklet sig. Selv om man skal have respekt for politiets arbejde og vanskelige vilkår, så kan man godt få en fornemmelse af, at der er tale om en brutalitet, som ikke er god, siger hun.
Dybkjær henviser til, at folk med anden etnisk baggrund føler sig diskrimineret ifølge dagens rapport fra Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination.
Samtidig henviser hun til dødsfald i forbindelse med politiets brug af benlås og til politiets optræden under klimatopmødet i december 2009, hvor en gruppe blev masseanholdt og sad i timer på iskold gade i såkaldt futtog.
Den socialdemokratiske retsordfører Karen Hækkerup stejler over for kritikken af politiet.
- Jeg synes ikke, at vi generelt har et problem med politiets opførsel. Der har været smuttere, som ikke må ske. Men en generel kritik er grove løjer, siger hun.
- Politiet har løst nogle enormt store opgaver. Det er rigtigt, at det ikke var kønt at se på, at folk blev sat i futtog. Men omvendt ved man, at hele verdens ledere var her, og aktivister havde meddelt, at de ville sørge for ballade, siger Hækkerup.
Hun er til gengæld villig til at se på et forslag fra retsordfører Karina Lorentzen hos de allierede i SF.
SF foreslår et britisk system, hvor politiet skal udfylde en blanket til personer, der bliver visiteret, med en begrundelse for visitationen.
- Det er ydmygende og krænkende, hvis man gang på gang - tilfældigt og måske uden grund - visiteres. Det nedbryder tilliden til politiet, siger Lorentzen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker