S og DF strides om løn til lokalpolitikere

Forud for kommunalvalget den 17. november ryger Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti nu i totterne på hinanden.

Det sker på baggrund af, at den socialdemokratiske kommunalordfører, Rasmus Prehn, vil give landets lokalpolitikere mere i løn, så de i højere grad kan fokusere på deres kommunalpolitiske arbejde.

Prehn mener, at det både er "skræmmende" og et "demokratisk skråplan", når 40 procent af landets kommunalpolitikere i en ny undersøgelse siger, at deres embedsmænd har for meget magt.

- Man er nødt til at aflønne kommunalbestyrelsesmedlemmerne noget bedre, så de kan bruge mere af deres arbejdstid på at være politikere. I dag er man jo nødt til at have et fuldtidsarbejde ved siden af. Hvis man kunne nøjes med et deltidsarbejde eller måske mindre ved siden af, kunne man kaste sig mere ind i kampen som politiker, siger Rasmus Prehn, som vil gøre det til et tema i den forestående kommunalvalgkamp.

Det socialdemokratiske forslag bliver dog pure afvist af Dansk Folkepartis kommunalordfører, Hans Kristian Skibby, som kalder forslaget for "ren nonsens". Han mener, det vil medføre, at flere vil droppe livet som lokalpolitiker til fordel for karrieren.

- Hvis det skal være deltidsarbejde, er der allerede mange typer virksomheder, der vil vælge deres ansatte fra, hvis ikke de har mulighed for at beskæftige sig på fuld tid med den virksomhed, de er ansat i, siger Hans Kristian Skibby.

Rasmus Prehn har indkaldt indenrigsminister Karen Ellemann (V) til et åbent samråd om sagen efter, at en ny undersøgelse lavet af Anvendt KommunalForskning (AKF) konkluderer, at det nærmest er umuligt for lokalpolitikere at få gennemført politiske visioner, hvis kommunens embedsmænd er imod idéerne.

/ritzau/

Embedsmandsvældet i kommunerne er skræmmende, mener S, som i kommunalvalgkampen vil gå til valg på at give landets lokalpolitikere mere i løn. DF afviser.

Offentliggjort Sidst opdateret