S og R: Kristian Jensen skal få tungen på gled
Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix
Jens nøRgaard Larsen /Scanpix
Det er på tide, at Venstres tidligere skatteminister Kristian Jensen forklarer sig i sagen om Skats mangeårige fejlagtige ejendomsvurderinger, der kan have kostet danske boligejere dyrt.
Det mener De Radikale og Socialdemokraterne, efter at det lørdag er kommet frem, at Kristian Jensen i sin tid som minister afviste at undersøge de offentlige ejendomsvurderinger trods sit kendskab til massive problemer på området.
- Det er vigtigt, at Kristian Jensen står frem og forklarer sig ud over at blot at påtage sig et medansvar, siger De Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq, og fastslår:
- Det er særdeles alvorligt, at han har valgt at ignorere så kraftige opfordringer til at iværksætte en undersøgelse af ejendomsvurderingerne.
Berlingske og Ekstra Bladet skriver lørdag, at Kristian Jensen allerede i 2006 fik kendskab til flere problemer og fejl i konkrete sager med offentlige ejendomsvurderinger, men at han afviste at gøre noget ved det.
- Jeg ser intet behov for iværksættelsen af en særlig undersøgelse af forholdene på ejendomsvurderingsområdet, skrev den tidligere minister i et tre sider langt skriftligt svar til Folketingets skatteudvalg tilbage i 2006.
Ifølge en beretning fra Rigsrevisionen, som blev præsenteret onsdag og medførte kraftig kritik af Skats forvaltning på området, blev ledelsen i Skatteministeriet ellers først bekendt med konkrete problemer i 2007.
Kristian Jensen beklagede onsdag de fejl, der var sket med ham som skatteminister, og lørdag afviser han at tilføje yderligere over for de to medier.
Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, efterlyser ligeledes en forklaring fra Kristian Jensen.
Men han påpeger, at også Venstres Troels Lund Poulsen og Peter Christensen har været skatteministre under fejlforvaltningen, der har stået på siden 2003.
- Det, der er kommet frem, er meget belastende for Kristian Jensen. Men jeg synes, at alle de tre Venstre-kronprinser skylder en rigtig god forklaring i den her sag, siger Thomas Jensen.
Begge ordførere vil ikke afvise en uvildig advokatundersøgelse af hele sagen, men afventer den redegørelse, som skatteminister Holger K. Nielsen (SF) skal lægge frem for Statsrevisorerne inden for fire måneder.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie