S og SF angreb Løkke til det sidste

Med en ny byge af spørgsmål under afslutningen af Folketingets åbningsdebat holdt oppositionen til det sidste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fanget om sagen om mulig overbetaling til privathospitaler.

Allerede inden, der blev åbnet for spørgsmål, forudså Lars Løkke Rasmussen, at der ikke ville være interesse for at spørge om andet. Og det skuffede statsministeren.

- Jeg har respekt for Folketinget, så jeg svarer naturligvis på spørgsmålene. Men jeg tror, der er mange, der er forundret over fraværet af en opposition, der bidrager med konkrete punkter til handling.

- Deres vigtigste bidrag handler om historieskrivning i forhold til det frie sygehusvalg, sagde Lars Løkke Rasmussen og slog fast, at han hellere ville diskutere målrettet ghettoindsats, udvikling af folkeskolen, og hvordan der bliver skabt vækst i Danmark.

Det var der ikke et ønske om, så dermed kom den 13 timer lange debat langt hen ad vejen til at handle om den politiske sag, der har overskygget alt den seneste tid, nemlig sagen om mulig overbetaling til de private sygehuse.

SF-formand Villy Søvndal kaldte det for en "ufattelig magtarrogance", at statsministeren ikke fandt det vigtigt at debattere sagen.

For den handler ifølge oppositionen om en række væsentlige ting. Har der være overbetaling til private sygehuse? Har Lene Espersens spindoktor forsøgt at få embedsmænd til at slette mails? Har Sundhedsministeriet tilbageholdt oplysninger for Rigsrevisionen? Og har det hele handlet om, at både ministre og ministeriet ville dække over, at Lars Løkke Rasmussen var lidt for gavmild over for privathospitaler.

Det var de spørgsmål, som oppositionen til det sidste stillede statsministren.

- Regeringen har ikke noget at skjule. Men jeg spørger bare, om det er Danmarks vigtigste problem, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt sluttede af med at gentage sit ønske om undersøgelse og mente, det også ville være til gavn for Løkke.

- Det må ikke være rart for statsministeren med alle de løse ender og uafklarede spørgsmål, sagde hun.

Lars Løkke måtte igennem en ny tur om overbetaling til privatsygehuse, inden åbningsdebatten sluttede.

Offentliggjort Sidst opdateret