Oppositionen har kun hovedrysten til overs for statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nye annoncekampagne mod oppositionens økonomiske politik.
Annoncen er nemlig fuld af faktuelle fejl, lyder beskyldningen.
I annoncen citerer statsministeren blandt andet USA's præsident, Barack Obama, for at sige, at han vil fastfryse alle offentlige udgifter de kommende fem år - helt i tråd med den danske regerings politik.
Men det er faktuelt forkert, hævder Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.
- Statsministeren aner ikke, hvad han taler om. Den fastfrysning, som Obama taler om i citatet, drejer sig kun om 12 procent af det samlede budget. På alle andre områder har Obama samme tilgang til økonomien som S og SF, lyder det fra Sass Larsen.
- Løkke aner jo dybest set ikke, hvad han taler om. Og det er rystende, at han nu åbenbart har opgivet at fortælle om sin egen politik, siger Henrik Sass Larsen.
Socialistisk Folkeparti spæder op med flere beskyldninger om faktafejl:
- Det er åbenlyst forkert, at S og SF skulle stå alene i den vestlige verden med ønsket om at øge arbejdstiden. Det er lidt fattigt, at det er det, statsministeren nu har tilbage at byde på, siger partiets finansordfører, Ole Sohn.
Lars Løkke Rasmussen skriver i annoncen, at han vil "give mit personlige bidrag til debatten" gennem sine betalte klummer.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde