- Der er to veje for Danmark nu.
Sådan beskriver Socialdemokraternes finanspolitiske ordfører, Morten Bødskov, sit parti og SF's fælles udspil til næste års finanslov.
- Regeringspartierne og Dansk Folkeparti har valgt at skære ned i vores velfærd. De har fremlagt den strammeste finanslov i 25 år. Den vej vil vi ikke, siger Morten Bødskov på, hvad han kalder et "historisk" fælles pressemøde med SF's gruppeformand, Ole Sohn.
Det er således første gang, at de to oppositionspartier præsenterer et fælles finanslovforslag.
- Vi vil investere og arbejde os ud af krisen, siger Ole Sohn.
I det 17 sider lange udspil hedder det da også, at VK-regeringens såkaldte genopretningspakke betyder "den største opstramning af den økonomiske politik i 25 år".
I stedet foreslår Socialdemokraterne en række velkendte forslag fra deres økonomiplan "Fair Løsning" - garneret med nye initiativer som et milliardløft til folkeskolen, sænkning af multimedieskatten samt skrotning af vej- og registreringsafgifter.
Samtidig overtager Socialdemokraterne og SF nu den del af regeringens genopretningspakke, som går ud på at fastfryse skattesatserne i tre år.
Det giver syv milliarder kroner ekstra til holdbarheden i "Fair Løsning". En plan, som er blevet kritiseret ikke blot af regeringspartierne, men som også fagbevægelsen og Det Radikale Venstre har skabt tvivl om virkelig hænger sammen, når der skal skaffes 15 milliarder kroner i de såkaldte trepartsforhandlinger.
Efter planen skal fremrykninger af investeringer i blandt andet renovering af kloakker, veje og energi- og velfærdsteknologi skaffe 15.000 nye arbejdspladser til næste år.
Selv om Socialdemokraterne og SF i alt vil øge det offentlige forbrug med 1,4 procent, så understreger Morten Bødskov, at "ej heller efter at vi får magten, vil der være et slaraffenland for kommunerne".
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde