Én enkelt time.
Så længe tog det Socialdemokraterne og SF, før de følte sig sat uden for døren under de videre forhandlinger om en samlet aftale om næste års finanslov.
- Man skal være meget underlig, hvis man ikke ender med den konklusion, siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, efter at hun - sammen med SF's formand Villy Søvndal - forlod forhandlingerne hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
- Vi har meget forskellige vurderinger af, hvad der er behov for i dansk økonomi lige nu. Så uden at det blev sagt så tydeligt, så tror jeg, at vi har forstået budskabet, siger Helle Thorning-Schmidt.
Selv om Claus Hjort Frederiksen inden mødet med de to oppositionspartier forsikrede, at han går efter den bredest mulige finanslovaftale, så var det ikke en melding de to partiformænd tog helt alvorligt.
- Nu har vi været igennem det her ni år i træk. Vi har hvert år opfordret til, at vi lavede brede aftaler - og regeringen har omhyggeligt anvendt det snævrest mulige flertal sammen med Dansk Folkeparti. Det er jo ikke fordi, at der sidder dårlige forhandlere rundt om bordet, siger Villy Søvndal.
Både Socialdemokraterne og SF forventer dog, at VK-regeringen indkalder dem til møder om de planlagte reformer af blandt andet SU og førtidspensionen. To områder hvor begge partier står bag de eksisterende forlig.
Finansministeren forhandler senere mandag med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Kristendemokraterne, De Radikale og Enhedslisten. Modsat de tidligere år har VK-regeringen ikke længere flertal sammen med Dansk Folkeparti, så Claus Hjort Frederiksen er nødt til også at få flere andre partier med på en samlet finanslovaftale.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde