S og SF uenige om udlændinge

Blot få dage efter at Socialdemokraterne og SF indgik politisk giftermål og slog fast, at de står sammen i skatte- og udlændingepolitikken - og vil i regering sammen - opstår der en revne i alliancen.

Partiernes udlændingeordførere ser forskelligt på vikarbureauet Asylbureau, der systematisk vil tilbyde afviste irakiske asylansøgere job for at stoppe tvangsudsendelse og sikre dem midlertidigt ophold i Danmark. Socialdemokraternes udlændingeordfører, Henrik Dam Kristensen, mener, at det ligner omgåelse af udlændingereglerne, som skal stoppes.

- Det kunne godt ligne et forsøg på at omgå reglerne, siger han.

Og han er enig med kritikerne i Dansk Folkeparti og Venstre i, at omgåelsen er problematisk.

- Hvis ordningen bliver misbrugt for at få nogen til at kunne blive her, som ellers skulle hjem, så er det ikke rimeligt. Og så må vi kigge på det. Det vil jeg tro, at ministeren kan klare. Ellers må vi hjælpe, siger han.

Modsat mener SF's fungerende udlændingeordfører, Meta Fuglsang, at man ikke skal spekulere i Asylbureaus motiver. Et job er et job.

- Udgangspunktet er, at hvis en arbejdsgiver vil betale, så skal vi ikke gå ind og se på omgåelse eller ej. Hvis en arbejdsgiver betaler, så er det efter reglerne. Spørgsmålet er, hvor meget vi skal rode i mennesker og virksomheders tankegods og motiver, siger hun.

Spørgsmål: Så du mener ikke, at det er en omgåelse, der skal gribes ind over for?

- Nej, det gør jeg ikke, siger hun.

Asylbureau ansætter afviste irakere, der står til tvangsudvisning, og giver dem en fast løn, der er stor nok til at åbne for midlertidigt ophold under den såkaldte beløbsordning. Derefter finder bureauet vikarjob til dem i forskellige virksomheder. De første otte ansøgninger om ophold er afsendt.

S, SF, De Radikale og i øvrigt også Venstre er enige om, at afviste asylansøgere, der selv finder et fast og højt nok lønnet fuldtidsjob uden om vikarbureauet, skal have ophold, sådan som reglerne giver mulighed for.

/ritzau/

Socialdemokraterne og SF er uenige om firmaet Asylbureau, der tilbyder job til afviste irakiske asylansøgere for at sikre dem midlertidigt ophold i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret