Socialdemokraterne og SF vil styrke folkeskolen og ungdomsuddannelser med 1,35 milliarder kroner. Det er et af hovedelementerne i de to partiers fælles forslag til næste års finanslov, der præsenteres i dag. Det skriver Politiken.
Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov mener, at de mange ekstra penge er hårdt tiltrængt.
- Regeringen har svigtet folkeskolen og har lavet en historisk opbremsning i de offentlige udgifter, som gør det sværere for kommunerne at give vores børn den bedste uddannelse, siger han.
SF's gruppeformand Ole Sohn siger, at forudsætningen for fremtidens vækst er en veluddannet arbejdskraft og at alt for mange unge forlader folkeskolen uden basale læse- og regnefærdigheder.
Med 750 millioner kroner ekstra om året til folkeskolen vil S og SF nedsætte antallet af elever i hver klasse fra 28 til 24 og få mere it ind i undervisningen.
Partierne vil også tilbyde lektiehjælp til alle elever og mindske antallet af elever med behov for specialundervisning ved at sikre, at der er to lærere i klassen, når de mindste skal have dansk og matematik.
De resterende 600 millioner kroner skal blandt andet bruges på at skaffe flere praktikpladser og på at få flere unge til at gennemføre en videregående uddannelse.
De 600 millioner kroner, som S og SF vil give til ungdomsuddannelserne, skal først og fremmest være med til at finansiere flere praktikpladser.
Partierne ønsker at stille højere krav til private virksomheder om praktikpladser ved offentlige udbud og vil gennemføre en ny udligningsordning, der skal erstatte regeringens nuværende AER-ordning.
Regeringen er enig i, at der er behov for at forbedre folkeskolen og for at oprette langt flere praktikpladser til de unge, men tvivler på oppositionens plan.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde