S og SF's kommunale bagland i oprør over lærerkonflikt
Utilfredse socialdemokrater og SF'ere rundt omkring i landets byråd tager nu et nyt middel i brug for at presse Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen til et kursskifte i lærerkonflikten.
Oplevelsen af, at skolelærerne bliver tromlet, har gennem et stykke tid medført bekymrede røster i især SF's bagland. Nu skal en underskriftsindsamling demonstrere utilfredsheden, som også ulmer kraftigt hos Socialdemokraterne. Mindst 85 byrødder fra S og SF har alene det første døgn skrevet under, skriver Politiken.
Byrødderne har blandt andet skrevet under på sætningen: "En ultimativ fastholdelse af alle KL's krav, evt. gennemført ved regeringsindgreb, finder vi ikke gavnligt for det efterfølgende lokale samarbejde om folkeskolen".
Ifølge den ene initiativtager, viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) fra Lyngby-Taarbæk, er underskrifterne et klart signal til KL og regeringen om at bløde den hårde forhandlingskurs op.
- Dette her er i høj grad et nødskrig: Hertil og ikke længere. Den linje, der bliver lagt for dagen, går imod alt det, vi tror på - nemlig at man prøver at forhandle sig frem til en løsning. I stedet har man sat sig til bordet og sagt til lærerne: Vi skal spille sorteper, og I er sorteper, siger Simon Pihl Sørensen til Politiken.
Den anden initiativtager, byrådsmedlem Birgit Hauer (SF) fra Albertslund, er på samme linje.
- Jeg er meget utryg ved, at mit partis repræsentanter i Folketinget skal stå som afsender på et regeringsindgreb, når der ikke er noget at læne sig op ad fra Forligsinstitutionen, siger hun.
- KL må meget gerne se i øjnene, at det er ødelæggende, hvis de bliver ved med at holde fast i den ultimative indstilling til, at arbejdstidsaftalen skal afskaffes, siger Birgit Hauer til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker