S og SF's vælgere vil regere uden Radikale

Hovedparten af S og SF's vælgere ser helst, at De Radikale bliver holdt ude af en ny regering. Det viser en ny meningsmåling, som A&B Analyse har foretaget for Altinget.dk.

Godt 56 procent af S-SF-vælgerne foretrækker en ny regering uden De Radikale, mens kun 36 procent helst ser, at det lille midterparti kommer med.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, forbinder S-SF-vælgernes lunkne holdning til at tage De Radikale med i en ny regering med usikkerhed:

- Jeg tror, en del af vores vælgere er lidt usikre på De Radikale, fordi partiet er kommet med meget forskellige udmeldinger. Men vi står ved vores invitation til dem om at gå med i en ny regering. Det er helt op til dem, siger Sass Larsen til Altinget.dk.

Han har selv ved flere lejligheder stillet sig kritisk over for De Radikale:

- De Radikale har pr. definition alle mulige besværligheder, og det har de altid haft, lød det for eksempel fra Henrik Sass Larsen for nylig i en debatbog.

Altingets måling kommer på baggrund af, at S-formand Helle Thorning-Schmidt på partikongressen i Aalborg lørdag sagde, at socialdemokraterne "lytter" til De Radikale og "stoler på" dem. Det blev ikke fulgt op af konkrete politiske indrømmelser, men blev alligevel af den radikale gruppenæstformand, Morten Østergaard, tolket som en klar imødekommelse.

/ritzau/

Flertallet af Socialdemokratiets og SF's vælgere ønsker at holde de Radikale ude af en ny regering.

Offentliggjort Sidst opdateret