Det koster millioner af kroner at holde de danske F16 fly på vingerne i luften over Libyen, og jo flere bomber flyene smider, jo dyrere er det.
Men pengene skal findes inden for Forsvarets eksisterende budgetter, slår Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, fast.
- Udgangspunktet er, at der ikke skal sendes yderligere penge til forsvaret. De får i forvejen en stor sum penge, og inden for den ramme skal de kunne udføre nogle opgaver. Det er udgangspunktet, og det ligger fuldstændig fast, siger han og fortsætter:
- Det er også specificeret i beslutningsgrundlaget for indsatsen i Libyen, at pengene skal findes inden for de eksisterende rammer.
De seks danske F-16-fly har indtil videre smidt 126 præcisionsbomber i landet. Og bomberne koster - alt efter type - 200.000 og 300.000 kroner stykket.
Hvis kampflyene fortsætter det høje aktivitetsniveau, og missionen trækker ud, så løber prisen for et års mission op i knap 850 millioner kroner - det er dog forventningen, at intensiteten vil aftage.
Til sammenligning kostede det lidt over én milliard kroner i 2009 at have 750 mand med kampvogne og pansrede køretøjer indsat i Afghanistan.
Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, siger på linje med Dyrby, at pengene som udgangspunkt skal findes inden for det eksisterende budget fra forsvarsforliget.
Men han har en fornemmelse af, at budgettet så småt er ved at skride, og at der kan blive behov for at finde flere penge senere i den fireårige forligsperiode, som der er forløbet omkring et år af nu.
- Det er ikke en bundløs konto. Og de partier, der er med til at sende tropper ud og bruge penge, de er også forpligtede til at finde pengene, siger han.
Nonbo baserer sin fornemmelse på, at også krigsskibet Esbern Snares mission i Adenbugten er forlænget, og at der flere steder er danske soldater udstationeret i et omfang, som ikke var forudsagt.
- Hvis der sker overskridelser, så skal man tage stilling og enten stoppe missionerne eller finde flere penge, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker