S på borgen afviser hård kommunal kritik

Socialdemokraterne vinder kommunalvalget i november næste år, selv om partiet i meningsmålingerne får sin hidtil svageste opbakning i historien .

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan siger Socialdemokraternes kommunalordfører Simon Kollerup, som dermed er "lodret uenig" med et stærkt kritisk brev fra partiforeningen i Aalborg til partiledelsen og hovedbestyrelsen.

I brevet advarer aalborgenserne om, at regeringens nedtur "truer med at sætte Socialdemokratiet udenfor politisk indflydelse i mange år fremover. Både landspolitisk og lokalpolitisk", skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Når folk stemmer til et kommunalvalg, så er de lokale kandidater i nærområdet vigtigere end meningsmålingerne på Christiansborg, siger Simon Kollerup og fortsætter:

- Folk vil gerne have en dygtig og solid borgmester, og der stiller vi i Socialdemokratiet med det suverænt bedste hold til kommunalvalget.

I brevet skoser aalborgenserne regeringens skattereform som værende socialt skæv.

For vælgerne er der "kun én ting, der er værre end ufinansierede skattelettelser, og det er skattelettelser finansieret på de svageste bekostning", hedder det om S-SF's kritik i valgkampen af VK-regeringens skattereform og S-R-SF-regeringens skattereform.

S-ledelsen anklages for at at have "mistet følingen med, hvilke problemstillinger, danskerne er optaget af". Befolkningens frygt for ledighed og utryghed har S-toppen "pakket ind i 2020-planer", hedder det.

Simon Kollerup ser mere fortrøstningsfuldt for en sejr ved kommunalvalget efter sit besøg hos flere S-borgmestre.

- Det er en helt overvældende god oplevelse at se, hvordan de om nogen kender de lokale løsninger, de har visionerne for en god børnepasning, værdig ældrepleje, og de er tæt på borgerne, som de kæmpet for hver dag, siger Simon Kollerup.

/ritzau/