S: Pæredanske børn skal hjælpes med læsning

Etniske danske drenge i københavnske skoler læser dårligere og dårligere, afslører en ny Pisa-test, der offentliggøres i dag.

Det får nu børne- og ungdomsborgmester i København, Anne Vang (S), til at kræve en regulær handlingsplan for de etniske danske drenge for at løfte deres skrantende læsefærdigheder.

- Vi har politisk fokuseret meget på de tosprogede. Nu kan vi se, at det faktisk ikke er dem, det går tilbage for. Det er de pæredanske drenge. Derfor er vi nødt til at sætte ind der, siger hun.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) har i kølvandet på den nye Pisa-test krævet en handlingsplan for de tosprogede børn, som også har problemer med læsningen.

Men han burde i stedet kaste mere kærlighed på etniske danske drenge, som oplever en nedtur med læsefærdighederne, lyder det fra Anne Vang.

- Ministeren fokuserer på de tosprogede. Det kan virke lidt sært, når det i virkeligheden er de etsprogede, der oplever en tilbagegang, siger hun.

- Jeg vil ikke være med til at drive politisk plat på de tosprogedes børn bekostning og altid påstå, at det er der, problemet ligger, selvom rapporten siger noget andet.

- Ligesom jeg heller ikke vil være med til at glemme de pæredanske drenge, tilføjer Anne Vang.

Troels Lund Poulsen siger til TV 2 News, at han ikke har de svarene på, hvorfor de danske drenge sakker bagud med læsningen i København.

- Det har jeg ikke den endegyldige forklaring på, lyder det fra ministeren, som endnu ikke har nærlæst resultaterne fra den københavnske PISA-testen, lyder det.

Men han afleverer dog en bredside til Anne Vang og den socialdemokratisk ledelse i København med overborgmester Frank Jensen i spidsen.

- Der mangler ganske enkelt faglighed i Københavns Kommune, siger Troels Lund Poulsen.

- Hvis man ikke er god nok til at læse, får man problemer i de andre fag. Læsning er helt afgørende for at have en fremtid i Danmark, tilføjer han.

/ritzau/

Vi overfokuserer på indvandrerbørns problemer i skolen, siger S-borgmester, som ønsker plan for danske drenge.

Offentliggjort Sidst opdateret