Regeringen burde have undersøgt, om andre lande giver statsborgerskab til statsløse personer, som er til fare for statens sikkerhed, inden integrationsminister Søren Pind (V) torsdag indkaldte Folketingets partier med kort varsel.
Det siger Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, efter mødet med ministeren.
- Der kan ikke være mange lande, som synes, at man skal optage personer som statsborgere, hvis de skønnes at være til fare for statens sikkerhed. Ministeren kunne på forhånd have fundet ud af, hvordan reglerne fortolkes andre steder, siger hun.
Det er "krystalklart" ifølge Justits- og Integrationsministerierne, at en statsløs person skal have dansk statsborgerskab efter FN's konvention fra 1961 om statsløshed, selv om personen ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) er til fare for statens sikkerhed.
Derfor har Søren Pind bedt partierne meddele inden fredag den 1. juli, om de ønsker dansk praksis for statsborgerskab ændret. I oktober behandler Folketinget den næste indfødsretslov, hvor udlændinge får dansk statsborgerskab.
Spørgsmål: - Skal Danmark opsige FN-konventionen, hvis den har denne virkning?
- Det vil være en meget dramatisk konklusionen. Man skal først og fremmest undersøge, hvad man gør i andre lande. Vi må arbejde for at få konventionen ændret, hvis man ikke har mulighed for at udelukke folk, som er til fare for statens sikkerhed, siger hun.
Søren Pinds hastværk har ifølge hende en helt anden dagsorden.
- Regeringen ønsker igen at få den politiske debat til at handle om udlændinge. Han (Søren Pind) ønsker at få skabt splid og splittelse. Vores indstilling på mødet i dag var: Undersøg, hvordan det står til andre steder, siger Karen Hækkerup.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned