S: Pinligt at regeringen ikke opfylder egne flygtningemål
S kalder det pinligt for regeringen, at ministerierne ikke har ansat det antal flygtninge, de satte som mål.
Efter IGU-ordningen for et år siden gav mulighed for at ansætte flygtninge til en lavere løn, har de 19 ministerier tilsammen ansat 65 flygtninge.
Deres målsætning lød ellers på mellem 266 og 312 IGU-elever.
Når regeringen samtidig opfordrer alle landets arbejdsgivere til at benytte ordningen og få flygtninge i arbejde, erklærer Socialdemokratiet indsatsen for pinlig.
- Det er pinligt, at regeringen ikke kan leve op til sin egen målsætning. Det viser desværre, at man åbenbart ikke tager integrationsudfordringen særlig alvorligt, siger udlændingeordfører Dan Jørgensen (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Når end ikke regeringen selv kan leve op til målsætningerne i sine egne ministerier, så er det vanskeligt at se, hvordan den kan presse erhvervslivet til at gøre mere.
IGU, der står for integrationsgrunduddannelse, var et hovedelement i sidste års storstilede trepartsaftale mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
Målet er at få flere flygtninge i job ved at lade arbejdsgivere ansætte dem på en lavere løn og kombinere en toårig lønnet virksomhedspraktik med 20 ugers undervisning.
Efter ordningens fødsel betonede daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et brev til sine ministerkolleger, at selv om IGU'en er tiltænkt den private sektor, skal også statslige arbejdspladser støtte op.
- IGU-ordningen er af regeringen blevet udråbt som den helt store løsning på mange problemer, siger Dan Jørgensen.
- Nu viser det sig, at det er den bestemt ikke. Det er meget svært at føre de gode intentioner ud i livet. Jeg savner handling og fokus fra udlændingeministeren.
Finansministeriets seneste IGU-opgørelse, som Ritzau har fået aktindsigt i, er fra maj. Ministerierne kan have ansat flere end de 65 flygtninge hen over sommeren.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker