S-profil i opgør med finanskrisepolitik: Vi svigtede
- De ansvarlige, som havde forårsaget krisen, slap af krogen. Mens det var alle dem med de korteste uddannelser og de laveste lønninger, som kom til at betale regningen, siger folketingsmedlem Peter Hummelgaard (S). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vi gjorde ikke nok for at sikre en retfærdig fordeling af regningen for finanskrisen, mener Peter Hummelgaard.
Finanskrisen kunne have været en mulighed for at gøre op med den stigende ulighed. Men i stedet reddede vi bankerne og sendte regningen til lønmodtagerne.
Sådan lyder det i en ny bog fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Hummelgaard.
I bogen "Den syge kapitalisme", der udkommer på forlaget Gyldendal, retter han en hård kritik mod de socialdemokratiske partier i Europa for, hvordan de håndterede årene efter finanskrisen.
Herunder hans eget parti, der i perioden 2011 til 2015 havde regeringsmagten i Danmark sammen med De Radikale og SF.
- Jeg mener simpelthen ikke, at vi gjorde, hvad vi kunne for at sikre en retfærdig fordeling af krisens byrder, siger Peter Hummelgaard.
- De ansvarlige, som havde forårsaget krisen, slap af krogen. Mens det var alle dem med de korteste uddannelser og de laveste lønninger, som kom til at betale regningen.
Spørgsmål: Men når man kigger på dansk økonomi, så går det jo godt. Det virker, som om krisepolitikken, der blev ført i Danmark, har virket. Hvad er problemet egentlig?
- Et af problemerne er, at det har taget så lang tid, før det begyndte at gå godt igen, siger Hummelgaard.
- Det er dejligt, at vi er begyndt at have et opsving. Men det opsving har haft den pris og de dybe omkostninger, at det var alle dem med allermindst andel, som skulle betale prisen for det.
Hummelgaard henviser blandt andet til beslutninger om at udfase efterlønnen og forkorte dagpengeperioden.
- Mange af de beslutninger blev truffet uden om Socialdemokratiet. Og Socialdemokratiet blev bundet til at tage dem på sig.
- Men jeg synes ikke, at vi var gode nok til, da vi så havde regeringsmagten, at finde på værktøjer, som kunne have gjort den byrdefordeling mere rimelig, siger han.
Hummelgaard mener ikke, at reformerne skal rulles tilbage. Nu handler det om at "vi genskaber trygheden på arbejdsmarkedet".
- Det gælder især dem, der mere eller mindre er nødt til at arbejde, til de stiller træskoene, siger han.
Socialdemokratiet har i den seneste tid lanceret flere økonomiske udspil, der skal beskatte fortjenester på arv og kapitalgevinster hårdere. Hummelgaard foreslår i bogen også at øge skatten på bankers overskud.
Spørgsmål: Er S blevet mere venstreorienteret?
- Måske er sandheden, at Socialdemokratiet er begyndt at føre socialdemokratisk økonomisk politik.
Spørgsmål: Det er der jo mange, der mener, at I ikke gjorde sidst, I var i regering. Hvordan skal vælgerne kunne tro på jer igen?
- Vi er udmærket klar over, at vi har et tillidsefterslæb efter sidste regeringsperiode. Den eneste måde, man kan bygge det op på, er, at danskerne kan se, at vi mener det, vi siger.
Spørgsmål: Din partiledelse var en del af den regering, der sad dengang. Har de ikke også et ansvar for det svigt?
- Jo, siger Hummelgaard.
- Men der var uenighed omkring de her ting. Det er der ikke noget odiøst i. Holdninger er jo også støbt af den tid, man lever i. Men jeg tror da, at alle bærer et ansvar.
Seneste artikler
Historisk hus slår dørene op efter stor restaurering
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik