S: Regeringen glemmer to vigtige områder i bandepakke
Regeringens bandeinitiativer er fine, men det er ikke nok, mener Socialdemokratiets retsordfører.
- Det er nogle fine initiativer. Det er bare ikke nok. Der mangler nogle helt andre og meget mere kreative redskaber, hvis det her for alvor skal have en effekt.
Sådan siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, om regeringens udspil til en ny bandepakke.
Regeringen fremlagde lørdag sit udspil, der skal bekæmpe rocker- og bandekriminalitet i Danmark.
Det indeholder 28 forslag, som regeringen tager med til forhandlingerne. De er dog ikke tilstrækkelige, mener hun.
- Størstedelen af de 28 initiativer har der været opbakning til i lang tid. Vi har bare gået og ventet på dem. Men de to andre ben mangler, siger hun.
Det første af de manglende ben handler om forebyggelse, fortæller hun.
- Vi skal have sat en prop i, at unge bliver rekrutteret til det her miljø. Vi ser det lige nu ske i blandt andet Vollsmose, hvor unge knægte synes, at bandemedlemmerne er super seje, siger Trine Bramsen.
Hun mener, at der skal være større fokus på, at de unge får nogle sundere interesser.
Det andet ben handler om resocialisering. Her understreger Trine Bramsen vigtigheden af, at de kriminelle skal ud af kriminaliteten.
- Straf er kun en lille del af indsatsen over for rockere og bandemedlemmer, siger hun.
Socialdemokratiet fremlagde fredag sine 17 bud på, hvordan der skal sættes en stopper for rocker- og bandekriminaliteten.
Her foreslår partiet blandt andet at give politiet udvidet adgang til overvågning af internetkommunikation.
Desuden er Socialdemokratiet enig med regeringen i, at muligheden for prøveløsladelse ved rocker- og bandekriminalitet skal inddrages, medmindre man er i et exitprogram.
- Er de ikke det, skal de sidde bag tremmer, fordi de skaber så stor utryghed ude på gaderne, siger Trine Bramsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde