Regeringen og Dansk Folkepartis vækstpakke er for lille og langt mindre end det, de økonomiske vismænd har anbefalet.
Samtidig er Dansk Folkeparti kun kommet igennem en brøkdel af sit oprindelige krav, konstaterer Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.
- Dansk Folkeparti er blevet taget ved næsen af regeringen. De har skruet sig op på vismændenes niveau på 10 milliarder kroner i 2010, men får kun 5 milliarder kroner over fire år, det vil sige 1,25 milliarder kroner om året. Dansk Folkeparti har ikke indfriet deres løfte til vælgerne om en vækstpakke, der skal imødekomme den stigende arbejdsløshed, siger han.
Dansk Folkeparti gjorde op til forhandlingerne om finansloven de økonomiske vismænds anbefaling om vækstinitiativer for 10 milliarder kroner i 2010 til deres eget.
Undervejs i forhandlingerne hed beløbet 8 milliarder kroner, som partiet ville øremærke til fremrykkede investeringer i blandt andet sygehuse og veje. Det endelige resultat i finanslovaftalen med regeringen er endt på 5 milliarder kroner over fire år fra 2010-2013.
Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, hæfter sig dog ved, at aftalen med regeringen indeholder flere elementer. Dels forlængede kredittider for virksomheders moms- og skattegæld, kommunale lånepuljer og frigivelse af såkaldte selvpensioneringskonti for 4,5 milliarder kroner.
- Hovedpointen for os er, at vi har sagt til regeringen, at vi er nødt til at sætte mere aktivitet i gang, fordi det giver flere arbejdspladser, siger Peter Skaarup.
Morten Bødskov mener, at det er utilstrækkeligt.
- Effekten af den vækstpakke vil være 1500 job om året. Det står i forhold til, at ledigheden lige nu stiger med 9-10.000 om måneden, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker