S: Regeringens finanspolitik er slået fejl

Regeringens krisepolitik har slået fuldstændigt fejl med et massivt statsunderskud samt stigende ledighed.

Sådan siger Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, før finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) klokken 11 fremlægger regeringens finanslovforslag for 2012.

- Dansk økonomi er meget hårdt ramt. Regeringens krisepolitik er en af årsagerne til, at vi teknisk set er i recession, og at arbejdsløsheden stiger, fordi forbrugerne ikke bruger penge, og dansk erhvervsliv hiver efter vejret, siger han og fortsætter:

- Regeringen har sendt chokkure ind i dansk økonomi. Det har betydet nedskæringer og fyringer i den offentlige sektor. Det sætter sig i økonomien i form af negativ vækst, siger Morten Bødskov.

Han vil ikke kommentere Ritzaus oplysninger om, at statsfinanserne næste år får et minus på 79,8 milliarder kroner mod et forventet minus i år på 43,5 milliarder kroner i år. Samtidig ventes 162.000 personer i 2012 at være ledige mod 152.000 i år.

Spørgsmål: - Det er vel ikke regeringens skyld, at det globale aktiemarked på få måneder er faldet med en fjerdedel?

- Regeringen har ikke ansvar for, at en fuldkommen uansvarlig højrefløj i amerikansk politik ikke vil lade præsident Obama løse problemer i USA's økonomi. Men vi har haft negativ vækst i to kvartaler - flere måneder før USA's kongres ikke løste problemerne, siger han.

Morten Bødskov afviser, at en rød regering vil øge statsgælden med 10 milliarder kroner i ekstra offentlige investeringer og sætte Danmark i negativt spotlys på finansmarkederne.

Ratingbureauet Standard & Poors vil ifølge Politiken ikke sænke Danmarks AAA-vurdering, som er topkarakter for kreditværdighed, under en rød regering, siger han.

/ritzau/

Finanspolitikken har skabt stort statsunderskud og højere arbejdsløshed, siger finansordfører Morten Bødskov

Offentliggjort Sidst opdateret