S retter skarp kritik i skattesag: Det er en skandale
Det er en meget alvorlig sag, som berører mange danskere, at de offentlige ejendomsvurderinger i årevis har været smækfyldt med fejl.
Sådan lyder reaktionen fra Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, efter at Rigsrevisionen i en ny beretning retter en hård kritik af Skat og seks tidligere skatteministre.
Rigsrevisionens opsang, som bliver offentliggjort onsdag, fokuserer ifølge Politiken især på årene 2010 og 2011, hvor Venstre-politikere som Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen og Peter Christensen var skatteministre.
- Det er jo en skandale, at vi har haft Venstre-skatteministre, der har set kritikken overhørig og på den måde været ligeglad med, at folk fik en forkert ejendomsvurdering og i mange tilfælde er kommet til at betale for meget i boligskat, siger Thomas Jensen.
Kritikken fra Rigsrevisionen rammer ifølge DR alle seks skatteministre, som Danmark har haft siden 2003.
Allerede i 2007 blev Skatteministeriet bekendt med den kritisable praksis, men de fejlagtige ejendomsvurderinger er fortsat indtil i dag. Netop derfor tordner Socialdemokraterne mod de daværende skatteministre fra Venstre.
- Det er en meget alvorlig kritik over for i særdeleshed Kristian Jensen, men også Peter Christensen, siger Thomas Jensen.
- Det er i deres perioder, at der ikke er sat ind for at sikre, at ejendomsvurderingerne ramte plet - på trods af at der har været konkret kritik af det, tilføjer skatteordføreren.
Selvom Thomas Jensen ikke er i tvivl om, hvor det politiske ansvar skal placeres, vil han ikke sige, hvad konsekvenserne skal være. Det er op til statsrevisorerne at vurdere, siger S-ordføreren.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker