S-SF vil lempe sammenføringsregler

Socialdemokraterne og SF siger nu for første gang klart fra over for regeringens udlændingepolitik.

Ikke alene stemmer Socialdemokraterne og SF imod VK-regeringens og Dansk Folkepartis nye pointsystem for udlændinge, der ønsker familiesammenføring. De to oppositionspartier lover i et fælles udspil at ændre pointsystemet for ansøgere over 24 år, så erhvervsuddannelser for eksempel ligestilles med en akademisk uddannelse.

Og så skal ansøgere stadig kun stille en bankgaranti på 50.000 kroner og ikke - som nu aftalt - 100.000 kroner, ligesom partierne afviser den nye stramning af det såkaldte tilknytningskrav.

Til gengæld vil de nye, lempeligere sammenføringsregler for ansøgere under 24 år blive videreført efter et regeringsskifte.

- Regeringen og Dansk Folkepartis system er ufattelig bureaukratisk, snobber opad uddannelsesmæssigt og er socialt helt skævt, siger SF's formand, Villy Søvndal.

- Vi skal have en stram udlændingepolitik, men den skal være fair og fornuftig. Regeringens er ingen af delene, skriver Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt på sin Facebook-side.

Selv om Socialdemokraterne og SF således er "positive" over for ønsket om at supplere den hidtidige 24-års-regel med et pointsystem, så er det ansøgernes vilje til at blive integreret i det danske samfund, som skal belønnes. Kravene til ansøgere over 24 år skal derfor indrettes på en måde, så de er relevante i forhold til integrationsindsatsen. Alle mennesker skal også kunne leve op til kravene, hvis de er parate til at gøre den nødvendige indsats.

- I forhold til den hidtidige 24-års-regel er vores forslag hverken strammere eller mere lempeligt. Det vil ikke påvirke antallet af familiesammenføringer, men sikre at de udlændinge, der kommer til Danmark, er mere integrationsparate. Og nogle af 24-års-reglens utilsigtede konsekvenser afbødes, skriver de to oppositionspartier i det tre sider lange udspil.

/ritzau/

Socialdemokraterne og SF vil stemme imod regeringen og DF's pointsystem for familiesammenføring. Partierne har lavet deres egen model, som vil lempe reglerne.

Offentliggjort Sidst opdateret