Dansk Folkeparti skal sættes uden for politisk indflydelse, hvis der er kommet et rødt flertal efter næste folketingsvalg.
Det understreger Mogens Lykketoft (S) i Dagbladet Information lørdag. Han er træt af, at "kristne fundamentalister med horrible holdninger" har fået frit spil i midten af dansk politik.
- Nok er nok, understreger Socialdemokraternes tidligere formand og nuværende udenrigsordfører Mogens Lykketoft.
Ordene er lånt af Ny Alliances medstifter, Gitte Seeberg, som oprindeligt leverede dem på pressemødet, hvor det nye parti tilbage i 2007 blev præsenteret. Ligesom Gitte Seeberg har Mogens Lykketoft fået nok af Dansk Folkeparti.
Derfor skal Socialdemokratiet ifølge ham sende et utvetydigt signal til vælgerne om, at partiet ikke vil føre politik på Dansk Folkepartis præmisser.
- Det skal stå krystalklart for vælgerne, at de ved at sikre en socialdemokratisk ledet regering sætter Dansk Folkeparti uden for indflydelse, siger Mogens Lykketoft.
I en kronik i Information understreger han, at Socialdemokraterne klart og tydeligt skal appellerer til vælgerne, der blev ladt i stikken af Ny Alliance, nu omdøbt til Liberal Alliance.
Socialdemokraternes opgør med Dansk Folkeparti har ikke altid været lige succesfuldt. "Stuerene, det bliver I aldrig", lød beskeden fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Siden er Dansk Folkeparti blevet den nuværende regerings parlamentariske grundlag.
- Den diskussion, tror jeg ikke, der er nogen, der gider genoptage med det ordvalg. Jeg vil hellere være konkret i min kritik af Dansk Folkeparti end at diskutere abstrakte begreber, siger Mogens Lykketoft.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker