S-top: Vi har intet arbejderproblem

Socialdemokratiets top melder hus forbi, når næstformanden for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, den tidligere havnearbejder Leif Lahn Jensen (S), efterlyser flere arbejdere og færre akademikere i det gamle arbejderparti.

- Jeg synes ikke, at vi har noget problem med at være repræsenteret af et bredt gennemsnit af befolkningen. De seneste meningsmålinger - hvor Socialdemokratiet nærmer sig de 30 procent af stemmerne - viser jo, at partiet har opbakning i alle dele af befolkningen.

Det siger næstformanden for den socialdemokratiske folketingsgruppe, finansordfører og stud. scient. adm. Morten Bødskov.

Ifølge Leif Lahn Jensen kan kampen mod Dansk Folkeparti nemlig kun vindes af socialdemokrater med samme baggrund som hovedparten af Pia Kjærsgaard & Co. s vælgere.

Selv om Morten Bødskov er uenig med Leif Lahn Jensens vurdering, så kalder han dog initiativet for "vedkommende"

- Det er da et fint initiativ, som jeg ønsker ham alt mulig held og lykke med, og det er glimrende, at han vil tage kampen op med Dansk Folkeparti. Det supplerer det arbejde, som Socialdemokraterne laver 24 timer i døgnet, siger Morten Bødskov.

/ritzau/

Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Leif Lahn Jensen, vil have flere arbejdere i partiet. Vi mangler ikke arbejdere, mener partitoppen.

Offentliggjort Sidst opdateret