S: Urealistisk at staten overtager DSB-gæld

- Man skal nok være medlem af Enhedslisten for, at ens hedeste sommerønske er, at staten skal have endnu mere gæld.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lyder kommentaren fra Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, til Enhedslistens forslag om, at danske skatteydere skal redde DSB ved at overtage det statslige togselskabs kæmpegæld på omkring 18 milliarder kroner.

- Jeg synes ikke, det er det mest realistiske forslag, der er kommet denne sommer. Men vi lytter altid til Enhedslistens forslag, siger han.

Enhedslisten vil redde DSB fra at betale 600 millioner kroner om året alene i renter på den svimlende gældspost ved at sende regningen videre til et nyt statsligt selskab.

- Disse mange penge kunne der fås meget togdrift for, og det er efter vores mening det største enkeltstående problem, DSB har lige nu, siger partiets trafikordfører Henning Hyllested.

Han bebuder, at forslaget vil indgå som en del af Enhedslistens ønsker ved efterårets finanslovforhandlinger.

Men Rasmus Prehn mener ikke, det er nogen god løsning, hvis staten overtager DSB's gæld.

- Jeg tror, det klogeste for samfundet er at investere penge i bedre infrastruktur, for det gør både, at arbejdsbetingelserne for forskellige transportaktører bliver bedre, og at man kan sikre bedre kollektiv trafik.

- Hvis vi bare overtager gælden, så bliver det for let for DSB at hvile på laurbærrene og ikke stramme sig an for at tilbyde bedre service, siger han.

Enhedslisten er imidlertid netop bekymret for, at det store fokus på effektiviseringer risikerer at forringe sikkerheden og de ansattes arbejdsmiljø. Til det svarer Rasmus Prehn:

- Det er vi meget opmærksomme på. Men når det er sagt, er det vigtigt at have det mål, at vi får en meget mere effektiv kollektiv trafik, end den vi har i dag, så kunderne får bedre service.

/ritzau/