S: V-kronprinser må på banen i ny skattesag
Venstres tre kronprinser - Troels Lund Poulsen, Peter Christensen og Kristian Jensen bliver mere og mere belastet i sagen om vildledning af Folketinget i skandalen om Skats fejlagtige ejendomsvurderinger.
Det mener Socialdemokratiets skatteordfører Thomas Jensen.
- Tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) har erkendt et ansvar for sin periode, men det har de to andre ikke. Spørgsmålet er også, hvad V-toppen har vidst i sagen, siger han.
Han mener, at Troels Lund Poulsen og Peter Christensen må på banen om deres rolle i sagen.
- Nu afventer vi Rigsrevisionens tillægsundersøgelse. Rigsrevisionen skal undersøge, hvad der stod i de ministerfremlæggelser, som Skatteministeriet gav til deres ministre. Den vil vise, hvor galt det stod til med ejendomsvurderingerne.
- Hvis de har haft den viden og undladt at orientere Folketinget, så er det ansvarspådragende for den enkelte, siger Thomas Jensen.
Selv om Skat og Skatteministeriet i årevis var advaret om, at der var problemer med de offentlige ejendomsvurderinger, nåede disse oplysninger aldrig videre til Folketinget.
Heller ikke da Troels Lund Poulsen og Peter Christensen i fem kvartalsrapporter orienterede skatteudvalget om sagen, da de sad som skatteministre, skriver Jyllands-Posten.
Her stod alene, at Skat var i færd med at behandle det store antal klager fra folk, der syntes, at deres ejendomsvurderinger var for høje, ligesom Skat i visse tilfælde havde opfordret folk til ikke at klage over deres ejendomsvurderinger.
Det viser en gennemgang af rapporterne, som Jyllands-Posten har foretaget.
Professor i statsret ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen vurderer, at Folketinget "rent objektivt" er blevet vildledt, hvilket "er en alvorlig sag". Det afgørende spørgsmål er nu, hvor meget de forskellige ministre har vidst.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet