- Vi har en tilstrækkelig udlændingelovgivning nu. Og vi behøver ikke at gøre mere på det område.
Sådan lød det i november, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, annoncerede en "nok er nok"-kurs på udlændingeområdet.
Men på fredag vil partiet i fællesskab med Socialistisk Folkeparti sige ja og amen til et forslag fra regeringen om at flere udlændinge skal udvises, hvis de begår grov kriminalitet.
Det har fået partnerne i Det Radikale Venstre til at beskylde Socialdemokraterne for at løbe fra deres bebudede stop for yderligere stramninger i udlændinge-politikken.
Men det er "en forvrængning", mener Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen.
- Det her har ikke noget med integration at gøre. Det her handler om folk, der har begået noget kriminelt.
Spørgsmål: Så når det handler om dømte udlændinge, så gælder Helle Thornings løfter på udlændingeområdet ikke?
- Lige præcis. Det handler om regler for eksempelvis familiesammenføringer, som der er behov for ro på.
Spørgsmål: Er der andre områder, hvor stoppet for stramninger ikke gælder?
- Helle (Thorning red.) påpegede, at det gælder områder som familiesammenføring og permanent ophold, hvor der hele tiden bliver ændret og strammet og strammet og strammet. Og der sagde Helle, at "nu må det stoppe", siger Henrik Dam Kristensen.
De Radikales Marianne Jelved siger onsdag til Berlingske, at støtten til forslaget om udvisning af kriminelle udlændinge strider imod det, som Helle Thorning har lovet på udlændingeområdet.
Hos Venstre glæder man sig over, at Socialdemokraterne støtter de nye stramninger. Men partiets integrationsordfører, Karsten Lauritzen, har svært ved at se en linje i Socialdemokraternes udlændinge-politik.
- Det forslag, som Socialdemokraterne og SF nu bakker op om vil føre til betydeligt flere udvisninger. Det er da dejligt, at de støtter det, men det gør Helle Thorning meget utroværdig, siger partiets integrationsordfører, Karsten Lauritzen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned