S vil have dansk indhold fra Netflix, Facebook og Google
Streamingtjenester, Google og Facebook skal investere en del af deres danske omsætning i dansk indhold, siger Mogens Jensen, kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
S vil have streamingtjenester til at investere i dansk indhold. På sigt skal Facebook og Google omfattes.
Står det til Socialdemokratiet, skal streamingtjenester såsom Netflix og HBO bidrage til udviklingen og finansieringen af dansk indhold.
Forslaget er en del af partiets samlede medieudspil, der bliver præsenteret inden længe.
Forslaget går ud på, at streamingtjenester skal være forpligtet til at investere fem procent af deres danske omsætning i dansk indhold.
Fem procent er udgangspunktet, men satsen kan også blive højere. Det afhænger af balancen i forhold til streamingtjenesternes danske omsætning. Det skal nemlig fortsat være attraktivt for tjenesterne at være til stede i Danmark.
Ifølge Socialdemokratiets kultur- og medieordfører, Mogens Jensen, er det dog vigtigt også at få giganter som Google og Facebook omfattet.
- Det er helt afgørende, at vi får Google og Facebook med på vognen. Det er dem, der tjener de helt store penge i Danmark. De investerer slet ikke i dansk indhold, som det er i dag, siger Mogens Jensen.
- Målsætningen med vores forslag er, at vi skal have dem inddraget og omfattet i det omfang, som vi overhovedet kan.
Lovgivningen, Socialdemokratiet ønsker, at streamingtjenesterne bliver omfattet af, kan tage udgangspunkt i et eksisterende EU-direktiv.
Blandt andet har andre lande i EU som Spanien, Tyskland og Frankrig lignende lovgivning.
Derfor er der flere lande, der kan blive taget udgangspunkt i ved udformningen af en eventuel lovgivning.
Mogens Jensen vil også kigge mod Frankrig, hvor man vil kræve nationale investeringer fra Facebook og Google.
- Vi har set, at man i Frankrig har fremsat et lovforslag, hvor de forpligter Facebook og Google til at betale to procent af deres nationale omsætning til fransk indhold, siger Mogens Jensen.
- Vi vil kigge nærmere på, hvordan de har gjort, så vi kan se, om vi kan lave noget tilsvarende i Danmark.
Der er indtil videre bred tilslutning til udspillet fra S, der møder opbakning fra Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Alternativet.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker