Det er både "skræmmende" og et "demokratisk skråplan", når 40 procent af landets kommunalpolitikere siger, at deres embedsmænd har for meget magt.
Det mener Socialdemokraternes kommunalordfører, Rasmus Prehn, som vil give landets lokalpolitikere mere i løn, så de i højere grad kan fokusere på det kommunalpolitiske arbejde.
- Man er nødt til at aflønne kommunalbestyrelsesmedlemmerne noget bedre, så de kan bruge mere af deres arbejdstid på at være politikere. I dag er man jo nødt til at have et fuldtidsarbejde ved siden af. Hvis man kunne nøjes med et deltidsarbejde eller måske mindre ved siden af, kunne man kaste sig mere ind i kampen som politiker, siger Rasmus Prehn, som indkalder indenrigsminister Karen Ellemann (V) til et åbent samråd om sagen.
Det sker efter, at en ny undersøgelse lavet af Anvendt KommunalForskning (AKF) konkluderer, at det nærmest er umuligt for lokalpolitikere at få gennemført politiske visioner, hvis kommunens embedsmænd er imod idéerne.
At gøre det politiske liv nemmere for landets kommunalbestyrelsesmedlemmer vil desuden blive et tema i Socialdemokraternes forestående kommunalvalgkamp, fortæller Rasmus Prehn.
- Den her undersøgelse er jo meget skræmmende, så det er da et tema, man skal bruge i valgkampen og slå til lyd for, og jeg har tænkt mig at inspirere de socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlemmer, jeg snakker med, til at slå på, at det kunne være en god ting.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker