S vil lade kommunerne gå på skattejagt

De kommunale kasser har næsten 7,4 milliarder kroner til gode hos borgere, der blandt andet undlader at betale deres underholdsbidrag eller daginstitutioner til tiden.

Det er Skats opgave at inddrive de mange penge, men det går for langsomt, mener Socialdemokraterne, der vil lade kommunerne om selv at skrabe deres tilgodehavender ind.

- Det er mange millioner, det drejer sig om for den enkelte kommune. Så det at sætte et par medarbejdere af til at inddrive pengene vil ikke koste meget i forhold til, hvad man kan få ind, siger kommunalordfører Rasmus Prehn (S).

Socialdemokraterne foretrækker, at Skat står for inddrivelsen. Men i erkendelse af, at Skat ikke har mandskab til at løfte opgaven, skal man lade kommunerne komme på banen - også selv om det kan betyde mere bureaukrati, forklarer han.

- Det kan da godt være, at det bliver mere bureaukratisk, men det er da bedre, at opgaven bliver løst, end at den slet ikke bliver løst. Og man har et værre sløseri, hvor man sender et signal om, at det kan betale sig ikke at betale de penge, man skylder, siger Rasmus Prehn.

Alene i København har de kommunale kasser over en milliard kroner til gode fra skatteborgerne. Det har tidligere fået byens overborgmester, Frank Jensen (S), til at kræve handling.

Og den er på vej, forsikrer skatteminister Troels Lund Poulsen (V). I en redegørelse til Folketingets Skatteudvalg skriver han, at han er klar med en handlingsplan inden sommerferien.

Men Rasmus Prehn føler sig ikke overbevist af skatteministerens løfte. Han lover flere medarbejdere til at løse opgaven i Skat, hvis Socialdemokraterne vinder næste valg.

/ritzau/

Kommunerne har milliarder til gode, som Skat ikke formår at inddrive. Socialdemokraterne vil lade kommunerne gøre det selv, selvom det betyder øget bureaukrati.

Offentliggjort Sidst opdateret